Fantastisk mors dags gave

Vi har en grund i 3 plan, med temmelig meget højde forskel, og jeg har aldrig jord nok til min køkkenhave, der ligger på det nederste stykke af haven.
Den er blevet udvidet år for år. Cirka en ½ – 1 hel meter af gangen.
I år kunne jeg se mit snit til det igen, da jeg havde revet vores gamle drivhus ned. Det min morfar havde bygget af gamle udtjente ruder for 30 år siden.
Det stod ikke til at redde men måtte ned, før det selv fandt på at ligge sig ned.
Nu er der en fin solplads hvor drivhuset stod, og ikke mindst plads til at min køkkenhave lige kunne brede sig en meter mere til siden.
Men ikke nok med det, så kom jeg hjem og min mand og søn havde været i fuld gang med at rydde et stykke jord på midter stykket; det der ellers har været fredet til sønnens legeudfoldelser, og en stor bunke kvas, skvalderkål, kæmpeliljekonvaller, brændenælder, en enkelt have stol (der er nemlig altid sol) og en stor buksbom (som naboen fik).
Nu var der to små stykker jord, afgrænset af træstammer og fliser på højkant – og det var min morsdagsgave – lige klar til at blive sået til.
Jeg kunne ikke have fået en bedre gave, og gik straks i gang med at så hele stykket til med grøntsager i alle afskygninger. Er meget spændt på om mine nye quinoa frø kommer op, om de overhovedet kan vokse her.
Foråret er en fantastisk tid, den der store forventningens glæde når man sår. Jeg bliver totalt glad i låget når jeg kan udfolde mig i haven på denne årstid.
Rigtig god dag til dig og dine
fra SusieQ

Jubii nogen læser min blog!

Ja den slags kan man jo aldrig vide – for jeg har endnu ikke haft tid til at sætte en tæller på, så jeg havde ingen anelse om jeg bare sad og skrev for mig selv, ud i det blå cyberspace.

Men nu er der sørme en der har spurgt om ikke jeg vil oversætte bloggen til spansk.

Spansk!

Johhh jeg kan da lidt spansk, men ikke helt nok til at det er flydende i både skrift og tale, så nej desværre bliver den nok ved med at være på dansk.

Men det føles helt fantastisk, at der overhovedet var et menneske derude der gav en tilbagemelding.

Så hvis du har kommentarer til bloggen er du velkommen til at skrive, bare du ikke sender spam – og jeg forbeholder mig også ret til ikke at trykke kommentarene, hvis de spreder alt for negativ energi.

Det er ok at være konstruktiv kritisk, men jeg forsøger at holde min blog i et positivt leje, også selvom det er emner der af og til er tunge og kan være lettere deprimerende, så tror jeg på at vi når længere ved at bruge positiv energi, end ved at trække os selv ned i mørket.

Derfor håber jeg at min blog er med til, at give folk håb om, at de selv kan gøre en positiv forskel, også ved vanskelige ting.

Med ønske om at du må få en dejlig dag fra Susie

 

Miljø – delebiler

Miljø er sådan et kæmpe stort emne.
Klimaforandringer, sprøjtegifte, fældet regnskov, grundvandet, dyrelivet og så videre.
Hvor skal man begynde?
Hvad skal man gøre, når man føler sig totalt overvældet og ikke kan overskue noget som helst af det hele, og bare føler sig magtesløs?
Jeg synes delebiler er spændende, at det er logisk at købe økologisk, at man da godt kan tænke sig om, og sætte sit forbrug ned uden at det gør ondt, og at man kan sortere sit affald uden de helt store smerter, man kan da også investere i vindmøller – men det med vindmøllerne, er desværre ikke sådan lige ud af landevejen. Synes det burde være lettere at købe folkeaktier i vindmøllerne, så den almindelige borger også kommer til at tjene penge på vinden.
Når jeg ser naturprogrammer og de altid slutter med at fortælle, at det nu nok snart er slut med den og den dyreart, så mister jeg modet og humøret daler til nulpunktet.
Men det hjælper mig at købe efter en logisk klimalogik – varer produceret så nær som muligt, begrænser transporten og dermed udslippet af CO2, økologiske og biodynamiske grøntsager begrænser udslippet og nedsivningen af sprøjtegifte og kunstgødning til grundvand, åer, søer og fjorde. Genbrug begrænser presset på jordens ressourcer, for når jeg køber gammelt, så skal der jo ikke bruges nye materialer til at fremstille tingene.
Har også taget mig voldsomt sammen og kører mere på cykel nu, selvom det kan være ufatteligt svært at komme op på den i øs pis regnvejr, når der holder en tør bil i carporten.
Vidste du at for hver delebil der kommer ud at kører, så forsvinder der mellem 5 – 10 biler fra gaden, hvorved bilkøerne bliver mindre?

Gid vi havde nogle flere delebiler, så kunne vi måske spare betalingsring, motorveje og p-huse væk og få mere plads til natur, parker og små grønne oaser inde i byerne?
Det store spørgsmål er; hvorfor er vi sakket så langt bagud i Danmark?
Vi har 250 delebiler på gaden herhjemme i hele landet og ca. 7000 brugere.
I Bremen har man ca. 7200 brugere, mens man har ca. 100.000 delebils brugere i London.
I Tyskland er der ca. 190.000 delebils brugere, altså mod Danmarks sølle 7000 – her er vist et område, der kan udvikles lidt på.
Du kan læse mere på http://www.danskedelebiler.dk/
Er du rigtig entusiastisk og vil vide meget mere om hvad der foregår i Europa, så kig på www.momo-cs.eu

De bedste hilsner med ønsket om at du får en god uge
fra SusieQ

Stop spild af mad

“Pressemeddelelse:
Snobberne Fritz og Poul er færdige med
madspild

Selv snobberne Søde Fritz og Lille Poul hopper nu med på
stop spild af mad bølgen: Det er slut med at smide madresterne ud – nu
bliver de i stedet givet til au pair pigen! Sådan lyder budskabet i den
nye kampagnefilm, som Martin Buch og Rasmus Botoft – kendt som Søde Fritz og Lille Poul fra Rytteriet – frivilligt har bidraget til forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad.

Madspild koster fortsat danskerne 16 mia. kr. om året – og de to
overklasseherrer anviser nu nye veje i indsatsen mod madspild.
Filmen, som er produceret henover sommeren 2011, er fra alle
deltagende parters side en 100% frivillig og ulønnet produktion.

“Vi bakker op om det vigtige budskab og vil gerne bidrage til
at sætte fokus på det store madsvineri. Det er uacceptabelt at smide 16 mia. kr. om året i skraldespanden,” siger skuespilleren Martin Buch.

“Madspild er et vigtigt og alvorligt emne. Men ved at tage humoren
i brug håber vi at formidle budskabet på en overraskende måde. Den lille film skulle gerne få endnu flere danskerne til at få øjnene op for madspild,” siger Rasmus Botoft.

Restaurant Paustian har venligst stillet restaurant til rådighed til
optagelserne. Lisbeth og Bo Jacobsen, indehavere af Restaurant
Paustian, Restaurationen og R-Bar:

“Madspild er både spild af ressourcer samt penge ud af vinduet.
Vi arbejder målrettet på at mindske madspild i vores hverdag. Vi støtter i forvejen forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad – og det er os en ekstra glæde at have lagt lokaler til Fritz og Poul.”

Filminstruktørerne Erik Skov og Martin Dreyer Pedersen står bag produktionen, og studievært på Radio Viborg, Malene Rind, har speaket filmen. Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, er primus motor bag kampagnefilmen:

“Jeg takker af hjertet alle de gode folk, der ulønnet har bistået med
denne morsomme produktion. Først faldt jeg nærmest ned ad stolen, da
jeg i sommer fik et opkald fra Rasmus Botoft, som sagde ja til, at
han og Martin Buch helt frivilligt ville stille op til en Stop Spild
Af Mad kampagnefilm. Jeg var meget rørt – ikke mindst fordi
jeg selv er inkarneret fan af snobberne Fritz og Poul,” siger Selina
Juul.

Stop Spild Af Mad sender endvidere en varm tak til: Martin Buch, Rasmus Botoft, Erik Skov, Claus Glæsner, Martin Dreyer Pedersen, Malene Rind, Marc Bostrøm, Jesper Hæstrup Aagaard fra Radio Viborg samt Lisbeth og
Bo Jacobsen og personalet fra Restaurant Paustian.

Se kampagnefilmen her:

http://www.youtube.com/watch?v=IOCvw0Mlup8

og
www.stopspildafmad.dk

Yderligere
information:

Besøg: www.stopspildafmad.dk

Pressekontakt:
Jakob Dreyer, tlf. 40720601″

Ja det hele siger næsten sig selv, du skal ikke købe mere end du behøver.

Der er også skrevet om mad spild på bloggen det-enkle-liv.dk hvor du kan læse mere, og få gode idéer til hvordan du begrænser dit forbrug og dit spild. Man kan også gøre livet lettere, ved at spise rester dagen efter. Man skal bare sørge for at maden hurtigt bliver kølet ned, og ikke står for længe på bordet, så der udvikles bakterier, så kan det meste mad fint spises dagen efter. Du kan  jo bruge den sparrede tid til at læse en bog for ungerne, eller smække benene op og drikke en god  kop te eller kaffe, mens du læser avisen.

Håber du får mod på tanden til at spise op og ikke levne mere til skraldespanden end højest nødvendigt – held og lykke.

PS: tænk på alle de PENGE du sparer når du kun køber det du kan spise.

De bedste hilsner fra SusieQ

Never give up!

Gamle venner

Havde besøg af min veninde Eva fra højskolen.
Vi havde ikke set hinanden i 25 år.
Skræmmende hvor mange mærkelige paralleller der er i vores liv.

Refleksion er muligt og nødvendigt.
Hvordan kan det være at netop vi har overlevet?
Hvordan kan det være at netop vi har klaret det?
Dyb undren over andre der ”faldt fra” som ikke klarede den.
Tilsyneladende stærke kvinder, som bukkede under.
Smukke stærke veninder som vi havde dømt en stor fremtid.
Hvorfor klarede de det ikke?
Skræmmende
Uretfærdigt
Angstprovokerende
Tårefremkaldende
Øv

De havde så meget fortjent et bedre liv.
Åh Gud send dem Lys og Kærlighed

Sidder her ved tastaturet og græder over spildt liv
Over at de ikke blev ved med at kæmpe for et godt liv
Græder over deres unge slanke skønhed
Og en ny viden om at den spæde styrke jeg så dengang
Bukkede under
Åh det gør mig så ked af det.

Hvordan kan vi hjælpe unge mennesker
Der er opvokset i smerte
Til at turde kæmpe for et bedre liv -
Vedholdende?

Det gør mig ondt
Det smerter mit hjerte

Forstår ikke at de gav op
Græmmes over at de gav op

Tak Gud fordi jeg turde kæmpe
Trods terapeutiske knivstiksagtige smerter
Tak fordi jeg havde modet til at gå gennem mørket
Gå gennem helvede
Og kom ud i Lyset
Til sidst
Tak Gud det føles stort
Nu hvor jeg atter oplever dem der ikke holdt ud

Åh søster og bror hold ud!
Giv ikke op!
Giv aldrig op!
Det vil lykkes en dag, så hold ud, hold ved, tro på det.
Søg de gode terapeuter, kinesiologer og psykologer
Undgå den udviklingshæmmende medicin, hvis du kan.
Jeg ved godt, at det kan man ikke altid.
Og nogen gange er der ingen vej udenom.
Men hold fast i din terapi
Hold fast i at du vil et godt liv
Hold fast i at miraklet findes
Det findes!
Der er en vej ud i Lyset
Du skal bare tro på det og blive ved med at tro på det!
Indtil du når frem
For det gør du en dag
Måske tager det 20 år
Men det er hele prisen værd
Så blev ved med at kæmpe for dit liv
Bliv ved – hold ud
For Lyset for enden af tunnelen findes
Det er altid mørkest lige før daggry
Så når det mørkner omkring dig
Så tag din terapeut fastere i hånden
Brug din sidste krone på at få hjælp
Du kan spise i morgen
For hvis ikke du gør det
Kommer du aldrig til at se Lyset
Ved godt at det er dyrt
Men hvis du ligesom mig ikke har andre valg
Så gør det
Køb dit tøj i genbrugsforretninger
Lad være med at blive klippet
Spis nogle flere brune ris
Bare brug hvad det koster
At hele dig selv
For andre valg er ikke reelle muligheder
Hvis du vil et godt liv
For enden af regnbuen
For livet i Lyset det findes
Men du må altså kæmpe for det
og ALDRIG giv op.
Hold ud – bliv ved
Kæmp for dig selv og dit liv
DER ER LYS DER FORUDE!

Håber for alle gode kræfter
Håber for alle folk på jord

Der findes en frihed der venter på dig
Du indeholder et potentiale der venter på at blive sluppet løs
Du skal turde dig selv og livet
Du skal ville finde fred og friheden
Du skal stræbe efter Glæde i dit liv.
Hold ud – hold ved
Hold fast – bliv ved
Det er dit liv
Og vi har brug for dig
Og dine kræfter
Vi har brug for at du folder dig ud
At du flyver som den sommerfugl du også er

Hold ud – hold fast
Kæmp for alt hvad du har kært
Kæmp for livet og kærligheden
Kæmp for din indre ro
Kæmp for din fremtid
Kæmp for dine børn
Tro på at du kan
For du kan hvad du vil
Men du skal blive ved med at tro på det
Blive ved med at se det for dig
Det gode liv.

Held og lykke på din rejse
Mod Lyset.

De allerbedste hilsner
fra SusieQ

Udviklingsprojekter

Der findes masser af udviklingsprojekter i verden, nogle bedre end andre. Nogle gør mere skade end gavn, og det er ikke altid let at vurdere fra begyndelsen, om noget vil lykkes eller ej.
2 af de mest interessante jeg er stødt på for nylig er Masud Khans
Amadeyr Cloud fra Bangladesh, hvor de uddeler Tablets med undervisning i alt muligt som; at dyrke grøntsager, holde kvæg, sætte en butik op. Ting som giver folk mulighed for at klare sig selv.
Du kan se mere om projektet her;
http://www.youtube.com/profile?user=amadeyrcloud#p%2Fu

Det andet projekt er Sugata Mitras ”Hole in the wall” som viser, at man aldrig skal undervurdere børn. Sugata Mitra laver et hul i væggen på sit kontor ud til slumkvarterets børn, hvori han placerer en computer.
Du kan se hans 20 minutter lange foredrag med videoklip om forsøget her;

Begge projekter tror jeg kommer til at gøre en enorm positiv forskel for de mennesker som deltager i dem.

Ha’ en rigtig god dag
Kærligst SusieQ

BOGEN!

Ja det kan jo være lidt blasfemisk at kalde den ”BOGEN!” Der er nok nogen der vil mene, at det er den forkerte bog jeg omtaler på den måde.
Man faktisk har jeg haft flere ”BOGEN!” bøger i mit liv. I forskellige perioder, har der været en bog, der bare har hjulpet mig – givet mig det skub der skulle til for at komme videre i livet.
Jo, jo jeg har af og til brugt, at slå op i Det Nye Testamente, en lille bitte blå udgave jeg fik engang i skolen, når livet har været allersortest.
Da min udviklingsvej begyndte, var det Louise L. Hays bog ”Helbred dit liv”, der blev min redning og virkeligt satte skub i tingene. Jeg brugte den som opslagsværk i flere år, mere end 10 år faktisk.
Jeg tager stadigt af og til, en power nap til hendes CD ”You can do it!”.
Men ”BOGEN!” lige nu er Tama J. Kieves ”This Time I Dance! Creating the work you love.”
Oppe i det ene hjørne står der;
”If you are this successful
doing work you don’t love,
what could you do with work
you do love?”
Det er jo faktisk en rigtig god overvejelse at gøre sig. Hvis man virkeligt kan udføre et godt stykke arbejde, når man befinder sig i nogle omgivelser, som man ikke bryder sig om, med nogle kolleger som man måske ikke svinger særligt godt med, og laver et arbejde, som man ikke brænder for – Ja hvilke mirakler kan man så ikke udføre, hvis man virkelig finder sin vej, sit sted og den flok mennesker, som man bare svinger med?
Når man arbejder med det, som virkeligt får ens sjæl til at synge, sikke meget man så må kunne flytte.
Det er virkeligt ”Bogen!” lige p.t. Den får sparket mig i gang. I dag læste jeg på s. 165 et citat af William Blake; ”He who desires but acts not, breeds pestilence”. Åh ja hvor er det bare alt for sandt.
Der findes ikke noget mere frustrerende end en drøm om at udrette noget stort, mens man klynger sig til sofapuden foran Tv skærmen som et stykke drivtømmer på åbent hav, eller vandre pilgrimsvandring fra køleskabet til slik-skabet (bare det at man har sådan et, viser at der er noget galt) og årene går og dellerne på maven bliver dybere og visionerne svagere, og der er ikke sket andet end at nye genudsendelser har fundet vej til Tv skærmen, genudsendelser man har set for 3 gang. Og slik-skabet er fyldt med nye varianter af lidt større chokolade barer.
Nej ,ikke at forfølge sin drøm – er den største pestilens af alle, Blake har ret!
Fat mod og gå efter ’Guldet’, hvad enten dit ’guld’ består i at male, skrive, dyrke en have, lave applikationer, rumrejser, eller passe børn, udvikle nye strategier for kommunikation eller noget helt 37.
Så gør noget ved det, for hvem gider være en pestilens? ;-)

De kærligste hilsner
fra SusieQ

Sund fornuft – omkring drikkevarer

Lad os starte året med at ville den sunde fornuft.
Bruge omtanke og sund fornuft som man gjorde engang, eller gjorde man ikke?
Der kommer den ene undersøgelse efter den anden, der fortæller at sodavand ikke er sundt, har i dag hørt at cola kan give leverskader lige som alkohol.
Da jeg var barn fik vi kun sodavand om søndagen, dengang var der forskel på hverdag og fest. Det er der ikke i samme grad længere.
Øv har ikke lyst til, at lyde som en sur gammel tante, må hellere finde en mere positiv tilgang……
Okay hvad er dit nytårsforsæt?
Rigtig mange vil gerne være sunde og raske, slanke og veltrænede – godt så, drop sodavand til hverdag og drik vand.
Fedme epidemien er vokset proportionalt med størrelsen på sodavandene.
“Jamen jeg kan ikke lide vand!”
Prøv at forstil dig en tur gennem ørkenen, du har gået i 3 dage og er helt udtørret. Hvad vil du allerhelst have at drikke når du får en chance for det?
Et glas koldt vand er det langt de fleste vil ønske sig.
Det er sundt og naturligt.
Og vi er så stjerneheldige herhjemme (endnu da) at vi kan tappe noget af det reneste vand direkte ud af vandhanen. Vores vand er hverken tilsat klor eller fluor, som begge smager forfærdeligt.
Til gengæld har der ikke været meget sund fornuft i omgangen med vores fantastiske ressource her i landet. Brugen af sprøjtegift er steget med 20 % efter at den forrige regering, sagde at landbruget helt frivilligt skulle skære ned på deres brug af sprøjtegift på markerne.
Hvis du ikke er klar over det, så ligger vores grundvands reserver altså nede under markerne.
Det tager regnvandet 40 år om at blive til grundvand.
25 % af alle vores drikkevandsboringer er allerede forurenede.
Tænk på hvad der vil findes i vandet om 40 år med den mængde gift som landbruget kvit og frit pøser ud på markerne?
Hvorfor skal det være billigere at købe konventionelt sprøjtede grøntsager?
De burde være mindst 10 gange dyrere, fordi de er med til at ødelægge vores dyrebare drikkevand.

Så drik noget vand mens det er rent, for din egen sundheds skyld og fordi det måske sender et signal om, at vi skal værne om denne dyrebare livgivende kilde vi har lige neden under fødderne.

De allerbedste hilsner
fra SusieQ

Først dag i et nyt år

En doven dag, med afslapning og oprydning.
Det er sjældent jeg dovner, men det er også godt engang imellem at give sig selv lov til at slappe af og “gå i hytte” som de siger i Sirius patruljen, når de når frem til et af deres ‘heller’ en hytte på deres vej, hvor de kan slappe af og hvile ud, både mænd og hunde.
Det glemmer jeg tit, det der med at hvile ud, passe på mig selv, holde de pauser som krop og sind og kreativitet har brug for.
Har ikke valgt nogen nytårsfortsætter i år, det plejer jeg ellers altid, men der er ikke rigtigt dukket nogen op i år endnu, før jeg skriver denne blog. For det er da et rigtigt godt nytårsforsæt, at holde flere pauser!
Kaffepauser, arbejdspauser, skrivepauser, strække-ud pauser, powernap pauser, frokostpauser  ;-) nu lyder jeg næsten ligesom Karl Smart. Men hvis man har tendens til lidt arbejdsnarkomani, så er det sikkert en hel genial manøvre at holde flere pauser i sit liv.
Så det bliver mit nytårsforsæt for 2012 – jeg vil holde flere pauser, så jeg kan lade op, slappe af, restituere, tanke op, hvile ud, tykke drøv, reflektere, og ikke mindst generere nye ideer.
For det er jo det også filosoffen John Engelbrecht bruger sit spekularium til; at slappe af, så der kan blive plads til at de nye ideer kan komme til.
Det er nemlig det, at når man farer af sted, så undslipper ideerne en efter et stykke tid.
Mystikkerne taler om at man skal lave et vakuum for at der kan strømme noget nyt ind.
Så det vil jeg tillade mig, at lave nogle flere vakuummer i mine dage, så nye og spændende ideer og indfald kan strømme ind i de selvskabte huller, ligesom tidevand der strømmer tilbage. Du kan godt se billedet ikke?

Rigtigt godt nytår til dig, og jeg ønsker dig nogle berigende pauser undervejs i 2012.
De bedste hilsner
fra SusieQ

Hej Verden!

Du ønskes rigtig glædeligt nytår. Gid 2012 må blive et fantastisk år for dig og dine kære.

Året hvor du slipper fortidens begrænsninger og begynder at leve fuldt ud, med glæde og kærlighed i dit liv. Med overskud til at gøre noget godt for dig selv og andre.

Året hvor du ikke blot tænker over, hvordan din indsats kan bidrage til en bedre verden, men hvor du rent faktisk også gør den der lille forskel, der gør vores lille blå planet i verdensrummet, til et dejligt sted at være.

Det behøver ikke koste dig noget, tværtimod kan det bidrage til et bedre immunforsvar.

3 gode gerninger om ugen forbedre nemlig dit immunforsvar, og så tror jeg faktisk selv du må definere dine gode gerninger. Om det så er mere økologik i indkøbskurven, at besøge en ældre på et plejehjem, eller at sende dit brugte tøj til en genbrugsforretning, der kan sælge det videre til gavn og glæde for nogen der ikke har så meget, ja jeg tror faktisk at det hele batter på immunforsvarskontoen.

Så hvorfor ikke bare gå igang?

Håber dit immunforsvar bliver rigtigt godt i 2012

De allerkærligste hilsner

fra SusieQ